Klasseråd
Fælles om forældrerådet
På Ole Rømer-Skolen lægger vi stor vægt på samarbejdet med forældrene. Derfor har hver klasse mulighed for at oprette et forældreråd.
Denne folder gør dig klogere på forældrerådets rolle og opgaver – og hvorfor det måske er noget for dig.
Hvad er et forældreråd?
Et forældreråd består typisk af 3-5 forældre, der melder sig frivilligt på forældremødet i starten af skoleåret.
Allerede fra de yngste årgange er det vigtigt at få skabt en følelse af fællesskab. Det giver de mindste elever trygge vilkår ved skolestarten. Fællesoplevelser for elever, forældre og lærere kan være en god begyndelse for det videre samarbejde.
Forældrerådet kaldes også kontaktforældre, fordi de er kontaktled mellem klassens forældre og lærere/pædagoger i forhold til emner med betydning for hele klassen. Det kan være omgangstonen i klassen eller brugen af mobiltelefoner og sociale medier.
Forældrerådet skal være med til at sikre et anerkendende samarbejde og kommunikation mellem skolen og klassens forældre.
Forældrerådet kan også tage initiativ til generelle diskussioner om forhold uden for skolen.
Forældrerådet er også med til at udvikle klassens sociale trivsel. Det gør de ved at planlægge forskellige sociale aktiviteter udenfor skolen.
Det er vigtigt, at forældrene kommer i dialog med skolen og deltager i fælles arrangementer med henblik på at få skabt den gensidige tillid. Klasserådet kan være en vigtig faktor i dette samarbejde.
Klasserådets opgaver
En væsentlig del af klasserådets arbejde er i samarbejde med lærere og pædagoger, at sætte dagsordenen for klassens forældremøder og sociale arrangementer.
Afhængigt af klassetrin tager klasserådet initiativ til drøftelse af alderssvarende temaer på forældremødet, f.eks.
- drenge- og pigeroller
- fritidsliv
- Klassekasse
- fødselsdage/gaver/uddeling/mad og drikke
- lommepenge
- sengetider
- udetider
- mobning
- madklubber
- mobiltelefoner
- rusmidler
- samværsregler
Drøftelserne skal naturligvis foregå indenfor rammerne af skolens vedtagne principper, som findes på skolens hjemmeside.
Klassens trivsel og faglige udvikling bør altid være et fast punkt på dagsordenen.
Andre opgaver for klasserådet kan være at involvere bestemte forældre mere i klassens liv, at lærere, forældre og elever bliver bedre til at lytte til hinanden og derved skabe en større gensidig forståelse.
Indbydelserne til møder med ovennævnte temaer bør derfor udformes således, at de danner en slags optakt til en drøftelse.
Diskussioner skal omhandle generelle og principielle emner. Enkeltsager/personsager kan derimod aldrig drøftes.
Af klasserådets opgaver kan således nævnes følgende:
- Planlægning af forældremøder
- Planlægning af arrangementer
- Netværk for alle forældre
Hvorfor skal jeg melde mig til forældrerådet?
- Du skal melde dig til forældrerådet i dit barns klasse, hvis du:
- Vil gøre noget godt for dit barn og dets kammeraters trivsel
- Vil have større indsigt i klassens og dit eget barns hverdag
- Vil skabe og udvikle en god kontakt til de andre forældre og lærerne i klassen/på årgangen.
Forældremøder/arrangementer
Det er årgangsteamet, der er ansvarlig for indkaldelse og gennemførelse af forældremøderne. Sammen med klasserådet planlægges mødernes struktur og indhold. Klasserådet laver referat af klasserådsmøder og sender ud til forældre og årgangsteam.
Klasserådet planlægger i samarbejde med lærere og pædagoger, hvilke arrangementer, der ønskes afholdt for klassen i løbet af skoleåret. Klasserådet yder praktisk hjælp ved arrangementerne samt med at fordele opgaver til andre forældre.